Flere busser mellem København og Malmö

Pressemeddelelse fra Øresundsbron
København den 20. april 2007


Buslinje 999 udvider kørslen mellem Malmö Centrum og København Centrum fra 23. april.

Linje 999 har oplevet et stigende antal buspassagerer og indleder derfor en mere intensiv trafik over Øresundsbron. Der indføres halvtimedrift i myldretiden mandag til fredag, hvilket er en fordobling af turantallet i disse timer. Uden for myldretiden køres fortsat i timedrift.

Der indføres en senere aftenafgang fredage og lørdage, og der etableres nye stoppesteder:

I København stopper busserne ved Sydhavnen ( Bådehavnsgade/Shell), således at de mange svenskere, som arbejder i de nye store virksomheder her, kan få glæde af at pendle med bus 999.

Alle morgenturene fra Malmö føres via Ingerslevsgade/Hovedbanegården, således at passagerer til området omkring Hovedbanegården ikke længere behøver at køre med i ringlinien via Kongens Nytorv.

I Sverige stopper busserne i retningen mod Malmö ved Skånegården-Bunkeflo, hvor mange danskere er flyttet ind. I den modsatte retning: mod Danmark arbejder vi fortsat på en tilladelse fra de svenske myndigheder til et stoppested.

Sommerkøreplanen uddeles gratis i busserne på 999. Og den uddeles endvidere fra turistinformationen i København og Malmø, samt fra HT-terminalen på Rådhuspladsen.

For yderligere at forbedre servicen på linje 999 er der nu ansat tre svenske chauffører, for at de mange svenske passagerer på linjen bedre kan føle sig hjemme i bussen.

Takstmæssigt sker der ingen ændringer:

En endagsbillet t/r koster fortsat DDK 100 / SEK 120

Rabatkort med 40 ture(20 t/r) DDK 1100 / SEK 1300

Tidstabellen er endvidere indsat på hjemmesiden hos www.graahundbus.dk

Flere oplysninger hos Gråhundbus, administrerende direktør Jørgen Andersen

0045 44 68 44 00