30 procents weekendrabat på Øresundsbron fra nytår

Pressemeddelelse fra Øresundsbron
København den 20. november 2008


Fra den 1. januar 2009 sænker Øresundsbron prisen for alle aftalekunder i weekender og på helligdage. Pendlere og BroPas-kunder får 30 procent rabat og Businesskunder får 20 procent rabat. Det betyder, at man som BroPas-kunde kan køre over broen for 99 DKK/124 SEK.
 
Weekendrabatten er et forsøg at stimulere fritidstrafikken, dels ved at lokke nye kunder til Øresundsbron, dels ved at opmuntre eksisterende kunder til at køre mere i weekenderne. Rabatten gælder alle weekender og helligdage, frem til den 10. maj 2009.

- Forsøget med sænkede priser på Øresundsbron gør vi, fordi vi tror, det kan give flere kunder og mere trafik, siger Øresundsbrons administrerende direktør Caroline Ullman Hammer.

- Hvis forsøget bliver en succes, kan jeg ikke udelukke, at vi gentager det. Det må vi se på, når vi har analyseret resultatet.

- I perioden vil vi selvfølgelig anstrenge os ekstra for at inspirere danskerne til at besøge Sverige og vice versa.

Weekendrabatten gælder alle weekender (fra lørdag klokken 00 til søndag klokken 24) og helligdage. Rabatten trækkes fra den normale aftalepris, som gælder fra den 1. januar. Rabatten gælder for alle, som har en aftale med Øresundsbron til motorckel, personbil op til 6 meter og bil med anhænger.

Samtidig med, at det bliver muligt at rejse billigere over Øresund, skal kunderne have mere information og tips fra Øresundsbron om mulighederne på Sjælland og i Skåne. Hvor handler man billigst? Aktuelle udstillinger og arrangementer? Hvad skal børnefamilien foretage sig i weekenden? Alt dette findes allerede nu på Øresundsbrons hjemmeside http://www.oresundsbron.com/documents/document.php?obj=6211

Priserne hæves den 1. januar 2009 med i gennemsnit 2,7 procent for personbiler og øvrige køretøjer, undtagen lastbiler og busser. Priserne for lastbiler hæves med i gennemsnit 4 procent, og priserne for busser er stort set uforandrede. Prisstigningen i SEK er noget større end prisstigningen i DKK på grund af valutakursudviklingen i de seneste måneder.

Samtlige priser for 2009 findes på Øresundsbrons hjemmeside http://www.oresundsbron.com/documents/document.php?obj=6803

Øresundsbrons administrerende direktør Caroline Ullman-Hammer kan kontaktes for yderligere oplysninger på telefon 33 41 60 00.

Med venlig hilsen
Øresundsbro Konsortiet

Informationsafdelingen