Øvelsen på Øresundsbron gav vigtige erfaringer

Pressemeddelelse fra Øresundsbron
København den 25. november 2008


Mandag aften blev der gennemført en stor beredskabsøvelse på Øresundsbron med cirka 500 deltagere. Scenariet var en togulykke i tunnelen. Alarmen gik kl. 20.38, hvilket førte til, at redningsberedskabet rykkede ud fra både Sverige og Danmark. Den første enhed med redningspersonale var på stedet kl. 20.54.
 
Et Øresundstog med omkring 200 passagerer havde et overophedet hjulleje, og kørte af sporet. Det kom røg fra toget. Omkring 40 passagerer var alvorligt skadede, og 60 var lettere skadet. Flere passagerer omkom.

For at komme passagererne til undsætning gik redningsmandskabet ind gennem nøddørene mellem motorvejen og jernbanen. Ventilatorerne i tunnelen blev startet for at fjerne røgen. Passagererne blev evakueret via perronen i jernbanetunnelen og nøddørene til motorvejen, hvor de sårede blev behandlet og blev kørt videre med ambulancer. De uskadte og lettere tilskadekomne blev hjulpet til busser, som kørte dem til en opsamlingsplads.

Til trods for, at rednings- og rydningsarbejdet i virkeligheden ville have taget længere tid, blev øvelsen afbrudt kl. 22.30 af hensyn til den almindelige motorvejstrafik, som blev sluppet igennem kl. 23.20. Da havde der været spærret for biltrafik siden kl. 20. Men togtrafikken kørte som sædvanligt under hele øvelsen i det sydlige tunnelrør, som ikke var berørt af "ulykken".

Målsætningen med øvelsen var at træne samarbejdet på ledelsesniveau, samt organisering og optimal anvendelse af ressourcerne i et indsatsområde med flere skadessteder.  Desuden var øvelsen en mulighed for at afprøve den nye strategi for evakuering ved en togulykke. Tidligere har strategien været at evakuere passagererne via det andet jernbanetunnelrør.

Øvelsen skal vurderes i detaljer, hvilket vil tage flere uger, men øvelseslederen, vicepolitiinspektør Lars Haugaard fra Københavns Politi, udtalte umiddelbart efter øvelsen:

- Det er endnu for tidligt at udtale sig om, hvilke konklusioner vi kan drage af denne øvelse. Det virker altid uoverskueligt og kaotisk, når man ankommer til et stort ulykkessted. Men efter en halv time havde redningspersonalet kontrol over situationen. Og personalet i de akutmedicinske enheder prioriterede rigtigt i deres vurderinger af, hvilke tilskadekomne der havde behov for omgående behandling.

- Jeg tror at alle, som har kørt i tog over Øresundsbron, har tænkt på hvad der sker hvis et tog går i stykker i tunnelen. For det første er det meget usandsynligt, at det sker. For det andet har lokoførerne ordre om at fortsætte gennem tunnelen, selv om der skulle opstå brand eller lignende i toget. Det er lettere at håndtere en nødsituation udenfor tunnelen. Men hvis et tog kører af sporet i tunnelen har vi nu fået praktisk erfaring i også at håndtere den situation.

Hvert fjerde år bliver der gennemført en beredskabsøvelse i fuld skala på Øresundsbron. Mandagens øvelse var den tredje siden broen åbnede for trafik.

Billeder fra øvelsen kan hentes gratis på Scanpix' hjemmeside www.scanpix.se

Med venlig hilsen
Øresundsbro Konsortiet
Informationsafdelingen