Færre danskere ser Sverige som boligalternativ

Antallet af sjællændere, som mener, at de vil flytte til Skåne, er dalende. I Øresundsbrons nye holdningsundersøgelse oplyser omkring 2,6 procent af de adspurgte, at de sandsynligvis flytter over sundet inden for de næste to år. I 2007 udgjorde denne andel 6,6 procent.

- Det er de lavere prisforskelle mellem boliger på Sjælland og i Skåne og den finansielle krise, der ligger til grund for den nuværende nedgang, siger Øresundsbrons analysechef Britt Andresen.

Faldet til trods viser undersøgelsen, at 64.000 danskere stadig anser det for sandsynligt, at de flytter til Skåne. Det er først og fremmest de yngre generationer, der er indstillet på at flytte: 5 procent i aldersgruppen 18-30 år mener, det er sandsynligt. I 2007 udgjorde denne andel 6 procent. Nedgangen i aldersgruppen 31-40 år er mere til at tage og føle på: fra 15 procent i 2007 til 2 procent i 2008.

- Den aldersgruppe har ofte en bolig, de først skal sælge, mens der blandt de yngste er mange førstegangskøbere.

Britt Andresen mener ikke, den danske fordelagtige valutakurs påvirker flyttemønsteret.

- Hvis man allerede har solgt sin danske bolig og har penge til udbetalingen på en svensk bolig, kan det muligvis fremskynde planerne. Men man flytter ikke til Sverige på grund af en midlertidigt fordelagtig valutakurs.